Antal indlæg: 3352 Tilmeldt: 03.07.09 Status: Offline
Thai Airways forventer normalt trafikprogram fra midten af 2022
Thai Airways er snart klar til at genoptage det meste af sit rutenetværk. Inden udgangen af april forventer det asiatiske flyselskab at have genoptaget de fleste af sine internationale ruter, fortæller kilder fra Thai Airways til Thai Enquirer.
Som følge af coronapandemien har Thai Airways haft indstillet de fleste internationale ruter gennem lang tid, men selskabet kom lidt i gang igen i fjerde kvartal i 2021.
Hvis alt går efter planen, vil Thai Airways dermed have genoptaget de fleste af selskabets populære ruter midt i 2022. Situationen kan dog ændre sig, hvis der eksempelvis opstår en ny coronavariant, lyder det.
Ugentlige CPH-afgange til Bangkok til sommer
CHECK-IN.dk har onsdag formiddag fået en kommentar fra Ulrik Gylstorff, der er salgschef for Thai Airways i Danmark. Han oplyser, at det thailandske flyselskab vil flyve tre gange ugentligt fra København til Bangkok i perioden fra 27. marts til 30. april 2022. Der øges til fem afgange om ugen fra 1. maj til 30. juni, inden der 1. juli kommer daglige afgange på programmet fra CPH til den thailandske hovedstad.
I forhold til ruten fra København til Phuket vil der være to ugentlige afgange i perioden fra 27. marts til 30. april 2022.
Hvorvidt Thai Airways vender tilbage til Oslo Lufthavn er dog stadig usikkert, for ruten fremgår stadig ikke af trafikprogrammet.