Antal indlæg: 330 Tilmeldt: 09.11.11 Status: Offline
En fortælling om den grimme ælling.
En morsom grim ælling, men ikke desto mindre er '90-års fødselsdagen', der i aften vises for 34. gang på DR, en fortælling om en sketch, der nær aldrig var blevet til det faste nytårsritual, som det er i dag.
Sådan beskriver Paul Anthony Sørensen, tvproducent og faktachef i produktionsselskabet EyeWorks '90'års fødselsdagen', som han i 2003 lavede dokumentarfilmen 'Dinner for One' om.
- I begyndelsen kunne ingen kunne se, hvad den sketch kunne, eller om den havde nogle kvaliteter. Der var rigtig meget modstand imod den, siger han til DR Kultur om sketchen, som i dag ikke bare ses i Danmark nytårsaften, men vises i 12 lande over hele verdenen.
James og Miss Sophie
For de få, der aldrig har stiftet bekendtskab med nytårsritualet 'Dinner for one' som den oprindelige titel lyder, så handler sketchen om den engelske overklassedame Miss Sophie, der fejrer sin 90-års fødselsdag i selskab med sin korrekte butler James og sine venner Sir Toby, Admiral von Schneider, Mr. Pommeroy og Mr. Winterbottom.
I løbet af sketchen må James optræde som og drikke for alle gæsterne - for de er døde for længe siden. I løbet af historien bliver han derfor mere end beruset; han drikker af blomstervandet, falder over et tigerskind og viser utallige kombinationer af kunsten at skænke og bære ud.
Alt sammen akkompagneret af sketchens nu ikoniske spørgsmål: "The same procedure as last year, Miss Sophie?", hvortil Miss Sophie svarer "The same procedure as every year, James".
Butleren kunne ikke lide 'Dinner for One'
Sketchen er skrevet af den britiske forfatter Lauri Wylie til engelsk teater i 1920'erne. Men det var først da en engelsk skuespiller ved navn Freddie Frinton blev præsenteret for det komiske forlæg, at det begyndte at udvikle sig til det, vi kender i dag.
Freddie Frinton arbejdede som skuespiller i forlystelsesbyen Blackpool , der dengang var et mekka for variete-traditionen.
Men han var ikke videre begejstret for sketchen, som han så manusset til første gang i 1940'erne. Da han blev tilbudt at spille butleren, var han endog meget tøvende.
- Det havde han egentlig ikke lyst til. Han syntes ikke, det var en god sketch i begyndelsen. Kun meget modvilligt ender han med at gøre det, siger Paul Anthony Sørensen, der i sin dokumentar interviewer Frintons efterkommere.
Tigerskind tilføjet af borgmester
Da Frinton alligevel modstræbende beslutter sig for at gøre et forsøg, bliver det på teatret Winter Garden i Blackpool i 1945.
Men sketchen bliver en uventet stor succes. Og Freddie Frinton begynder nu at turnere med den i resten af landet, hvor han forfiner og udvikler sketchens pointer, karakterer og handling.
Eksempelvis er tigerskindet, som han falder over adskillige gange i tv-versionen, først blevet tilføjet efter en borgmester, i en af de engelske byer stykket blev spillet i, foreslog at man brugte hans tigerskind for at gøre skildringen af overklassemiljøet komplet.
Da Freddie Frinton ved et uheld snublede over tigerhovedet, affødte det et latterbrøl blandt publikum. Og det endte derfor med, at Freddie Frinton beholdt tigerskindet og vedblev at snuble over det som en del af sketchen, fortæller Paul Anthony Sørensen.
Miss Sophie blev nu spillet af May Warden - moren til skuespilleren Audrey Maye som i den første version af stykket spillede rollen som den gamle overklassefrue. Og i 1951 køber Frinton selv rettighederne til stykket.
Endnu spilles stykket kun i teatre - BBC vil ikke vide af sketchen trods dens turnesucces rundt om i landet.
Nein Deutschland!
Men hvordan kom en - dog succesfuld - variete-sketch fra England til danskernes tv? Og for dens sags skyld frem til millioner af tv-seere i lande som Sverige, Tyskland og Sydafrika?
Her spillede den tyske tv-vært Peter Frankenfeld og instruktøren Heinz Dunkhasse en altafgørende rolle.
I 1962 var de to tyskere taget til Blackpool på jagt efter inspiration til det tyske Fernsehen. Da se så Freddie Flinton optræde med 'Dinner for one', fik de den ide, at sketchen skulle vises for de tyske seere.
Igen var Freddie Frinton langt fra begejstret ved tanken. Han havde plejet sårede engelske soldater under 2. verdenskrig, og modviljen over for de gamle fjender var i 1962 ikke længere væk end, at det fik Frinton til at tøve med at optræde med sin sketch for tyskerne.
Kun på engelsk
Til sidst gik han dog med til det. På én betingelse. Sketchen skulle ikke synkroniseres til tysk.
Frinton fik sin vilje, og i 1963 optager man 'Dinner for One' i Tyskland. Samme år bliver den vist på tysk tv og derefter nomineret til en pris på tv-festivalen i Montreux.
Her får mange udenlandske tv-folk øje på den sjove engelske sketch. Blandt andet en schweizisk tv-producer, der også får lavet sketchen i en særlig kort version til schweizisk tv.
Pillet af i 1985
I Danmark viser man dog først sketchen nytårsaften i 1973. Derefter bliver den sendt hver Nytårsaften fra 1980 - med undtagelse af 1985, hvor man piller James og Miss Sophie af programmet, fordi man mener, det må være nok.
Det udløser et ramaskrig, og den har været vist lige siden - således også i aften klokken 23.40 for 34. gang - i den lange tyske udgave vel og mærke.
I Norge, Sverige og Schweiz sender man den schweiziske udgave - der på flere måder adskiller sig fra den, vi ser i Danmark - blandt andet mangler fødselsdagsbordet sin lysestage og sin dug.
Derfor ser vi den igen og gen
Spørger man Paul Anthony, hvad det er, der får folk i 12 lande til igen og igen at samle sig foran '90-års fødselsdagen' nytår efter nytår, er det netop fordi, den er blevet et betryggende ritual for mange.
- Mennesker har brug for at vide, at tingene nok skal gå. I '90-års fødselsdagen' er det "Same procedure as last year" både indeni og udenfor skærmen. Det har man brug for at vide som menneske - at verden ikke er mere uforudsigelig.
Lignende tråde