Antal indlæg: 3354 Tilmeldt: 03.07.09 Status: Offline
Og var med til at gøre 2011 til nyt rekordår for turisme-industrien i Thailand.
Der var ellers ikke meget, der pegede i retning af et rekordår for turismen i Thailand, efter landet blev ramt af flere omfattende oversvømmelser sidste år.
Alligevel melder Supol Sriphan, generaldirektør i turismeafdelingen i det thailandske turisme- og sportsministerium, nu at turismeindtægterne sidste år steg med hele 23,92 procent til en historisk indtjening på godt 735 milliarder baht (omkring 134 milliarder kroner). Det skriver Bangkok Post.
Det samlede antal af turister i 2011 nåede op på 19 millioner. Og selv om vi herhjemme synes, at det ligner en mindre udvandring, når cirka 150.000 danskere hvert år tager til Thailand, er det intet imod, hvilke tal andre lande kan bryste sig af.
Eksempelvis tager 2,47 millioner turister fra nabolandet Malaysia på besøg i Thailand, mens 1,76 millioner kinesere, 1,12 millioner japanere og 1 million russere sætter kursen mod Thailand.
At netop så mange turister fra Rusland og Kina tager til Thailand på ferie er rigtig godt nyt for Thailand. For i den seneste årsrapport fra FN’s turist-organisation, UNWTO, fremgår det, at kineserne i 2011 øgede deres ferieforbrug med 38 procent, mens russernes steg med 21 procent. Det er med andre ord nogle lukrative folkefærd at have besøg af.
Ifølge Bangkok Post forventer Supol Sriphan, at den økonomiske fremgang i asiatiske lande som Kina, Indien og Sydkorea vil betyde, at endnu flere turister vil finde vej til Thailand i de kommende år. I alt forventer man, at antallet af turister i Thailand vil stige med op til 10 procent i 2012.